Det Kongelige Bibliotek
Hjem: Om KB: Nyhedsarkiv: Nyhed
 

Fornem gave fra boet efter fotografen Gregers Nielsen

Det Nationale Fotomuseum i Det Kongelige Bibliotek har modtaget en fornem gave fra boet efter fotografen Gregers Nielsen. (Pressemeddelelse)


Gregers Nielsen (1931-2002) var en af vore betydeligste dokumentarfotografer i sidste halvdel af det 20. århundrede. Han begyndte som presse-fotografelev på Fyns Stiftstidende i 1948 og blev siden medstifter af Delta-Photos sammen med bl.a. Jesper Høm og Ole Brask. I 1985 var han desuden medstifter af Billedhuset, hvor han var bestyrelsesformand i en årrække.

Gregers Nielsen var i en periode ansat ved Pressehuset, men valgte at arbejde som freelance. I perioden 1959-61 levede og arbejdede han hovedsagelig i Paris og hjemvendt til København var det i kunstnermiljøet, han fandt sit udfoldelsesrum. Mange kunstnere blev hans private venner og i hans arkiv findes utallige portrætter af periodens billedkunstnere og forfattere.
Han udviklede sig efterhånden til at blive sin tids største billedkronikør med sans for at beskrive danskernes dagligdag i stort og småt. Han fotograferede altid. Uanset i hvilken sammenhæng han deltog, så var det altid med sit Leica apparat i hånden, og han arbejdede så hurtigt, at ingen opdagede, hvad han var i gang med. Han formåede derfor at fastholde de særlige stemninger på stedet og idag opleves hans fotografi som tætte og nærværende fortællinger. Han fotograferede over alt i samfundet og med tiden er hans fotografier blevet kulturhistoriske billeddokumenter, formuleret af een med et eklatant naturtalent for det billedskabende.

Gaven
Med Gregers Nielsen fik Danmark en billedkronikør, der førte traditionen videre fra fotograferne Holger Damgaard (1870-1945) og Peter Elfelt (1866-1931). Begge disse fotografers negativarkiver findes i dag på Det Kongelige Bibliotek. Det er derfor med stor glæde, at Det Kongelige Bibliotek har modtaget Gregers Nielsens store negativsamling som gave. Desuden fulgte med gaven en samling breve, prøvekopier, positivkopier og forskellige arbejdsnotater.
Alt i alt tegner materialet et solidt billede af denne betydningsfulde fotografs vidtstrakte produktion. Det vil den fotohistoriske forskning få megen glæde af, ligesom kommende generationer vil kunne finde kraftfulde billeder fra en svunden tid i et andet århundrede.
Det har været vigtigt for Det Kongelige Bibliotek at sikre, at netop Gregers Nielsens fotoarkiv ikke gik til grunde eller blev splittet. Det er derfor med stor glæde, at vi har modtaget dette arkiv og dermed kan sørge for, at offentligheden i fremtiden vil kunne få adgang til de mange informationer, kunstneriske og kulturhistoriske, som skjuler sig i dette billedarkiv.


Pressefotos kan tilsendes elektronisk og per post. Yderligere spørgsmål og bestilling af pressefotos kan rettes til Jens Erdman Rasmussen på telefon 33 47 48 24 eller e-mail jer@kb.dk.
WWW: http://www.kb.dk/fotomuseum


> Nyheder

Kommentar til webmaster@www.kb.dk

Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Serviceydelser] [Kulturaktiviteter] [Om KB]
KB nyhedsbreve
  
Genvej til:
 
Søg i hele KBs web!
(men IKKE i REX):
 

Søg i bibliotekets katalog: REX
  
Sitemap for www.kb.dk

  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  email: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser