H.C. Andersens dagbøger Tekst

der blæse Basunerne. Ved Christi Høire Side knæler Madonna,
ved Venstre Døberen Johannes. — Det er meget skjønt. —

Tirsdag den 11 Februar. Besøgte Jensens. Det har frosset
stærkt i Nat. Jeg gik paa Posthuset og fik til min Overraskelse
Brev. Det var fra Iversens, det var Velsignelsens Manna    [5]
for mit Hjerte; jeg følte mig saa glad og nød nu ret en
Carnevals Dag. Som den sidste var den ogsaa særdeles overgiven.
I Gaderne fandtes hele Grupper, Sangere, Doctorer,
Skrivere og Dandsende. Corsoen var i en Sky af Støv. Der
var en Støi uden Ørelyd, og denne tog sin største Høide    [10]
efter Hestenes Løb, da Mukoli begyndte, hver fik sit Lys,
Somme havde et heelt Bunt og nu opstod der en Kamp med
at slukke. Fra øverste Etage og til Gaden, i alle Vogne saae
man Lys, det var en mageløs Ilumination, man var i en heel
Melkevei af Lyspunkter. Mine Lys slukkede man for mig    [15]
skjønt jeg havde sat det paa Enden af min Stok; man havde
Stænger med Lomeklæder paa til at slukke med, fra Vinduerne
kom Stænger med over hundred smaae Lys ved Siden
af hinanden ud over os, man kastede smaa Baloner og Kurve
af Papir med Lys i ned, de svævede smukt over os. Jeg slukkede    [20]
mange Lys og en ung Dame sagde saa ynkeligt til mig, o
non Monsieur. Skriget og Larmen var utroeligt, Vognene
holdt stille, Folk krøb op og slukkede; en Dame stod ved
Caffe Nuovo med et Lys og hver Gang man nærmede sig
stak hun Lyset ind gjennem Kjældervinduet, jeg fik det dog    [25]
slukket. — Folk dandsede i Masker paa Gaden til langt ud
paa Aftenen. —

Onsdag [12.]. — Ud paa Natten larmede endnu Maskerne


15) Mine] M først skrevet I