H.C. Andersens dagbøger Tekst

lovede mig sine Digte, til Erindring om sig, og førte mig
hen til et Monument han havde sat over sin Kone, med
hendes sidste Ord, ei at glemme hende, (hun var død for et
Aar siden) hun efterlod ham en lille Hund, der døde 8 Dage
efter hende, den var begravet tæt ved og et Vers sadt derover,    [5]
at dersom nogen stødte sig over at en Hund havde
et Monument, vilde han sige til ham: Du bist ein Hund.
Jeg viiste ham Stedmoersblomstens Betydning og Udlæggelse,
det fornøiede ham saa meget at han maatte fortælle
sin Madam det; viiste mig nu sine 2 smaae hyggelige Gjæsteværelser,    [10]
med Udsigt til de lave Bjerge, læste to Digte for
mig, hvilke han havde skrevet igaar, det ene var over en
riig Ven, der var død, det andet, et lunefuldt Bønskrift til
Keiser Franz, der var altid saa god og tog Hatten af for
Folk, men han havde kun faae Haar paa Hovedet, Solen    [15]
stak og det blæste koldt fra Wintherberg, han skulde beholde
sin Hat paa og kun hilse med Haanden. — Jeg fandt
en idyllisk, elskelig Mand i Castelli, saaledes som man beskriver
Lafontaine. Vi sad i Lysthuset og drak godt Øl,
Smør paa Drueblade og switser Ost, ved Afskeden kyssede    [20]
han mig to Gange. I Selskabsvognen hjem traf jeg en
Mand der havde været som Officeer i Rom da Pius VII kom
tilbage, han fortalte mig om hvor fanatisk Folket stak Hænderne
ind under hans Vogn for at Blodet kunde springe paa
den. —I Burgtheatret saae jeg de 3 sidste Acter af »Der Schneider    [25]
und sein Sohn oder Mittel gegen Herzwee«, men det spilles
langt bedre hjemme. — (Tandknude). Brev fra Faderen.


3) hun] først skrevet Køt el. lign. 5) den] først skrevet han 16) Wintherberg]
først skrevet Winterberg