H.C. Andersens dagbøger Tekst

jeg tænkte paa Rensborg Volde. Lucca er en ligesaa stille
By. Var i Kirken St Romano. (I Banevognen var en Dame,
der havde betalt Plads til sin Hund, flere maatte staae op saa
overfyldt var der, hun gav Hunden Mælk, som hun af en lille
Flaske hældte i sin Haand; jeg tænkte paa Historien om Hunden    [5]
i Breslau Frøken Heinke fortalte om, og tænkte nu sammen
en Fortælling om at den var en Hvalp af samme, som
for Faderens Merit var taget til sig af Damen og nu i Forvænnelse
blev Aristokrat, stolt og forkjælet og det var Faderen
han skyldte Alt, sin Indførelse i Verden, sit Adelskort   [10]
og selv var han kun en almindelig Hvalp.) — Senere paa
Aftenen gik jeg igjen op paa Volden, Akasier Plataner og
andre store Løvtræer, siden udenfor Volden, en deilig Grønhed,
Høet var slaaet, Folk kommet frem, Bjergene smukt belyste,
her var en Fred og Hvile. Lucca ligner et Fad tørre   [15]
Nødder, med en frisk grøn Krands om. Siden hjemme var
Jonas prikken; han skrev med Staalpen tankeløst paa en
Blækdaase, jeg sagde i spøgende Tone: tag ikke Livet af mig!
saa blev han strax stødt. »Ja man fornemmer det ikke selv
naar man gjør det!« sagde jeg, »Ingen uden De fornemmer   [20]
det!« svarede han. Ganske elskværdig er Fyren ikke, selvraadig
og mindre omgjængelig end i de første Dage, jeg føier
mig for meget efter ham. Vi gik iseng Klokken lidt over
ni. —

Onsdag 5. Oppe før 6; kjørte Klokken 8; smuk Bjergnatur,   [25]
Ruiner laae oppe paa Høiderne. Viinrankerne hang i Guirlander;
Hørren stod grøn med brændende røde Valmuer.
Toget gik kun til Pisa, her maatte vi kjøre med Vogn gjennem


4) der] først skrevet det 4) af en] først skrevet hældte af sin