H.C. Andersens dagbøger Tekst

Torsdag 14. Klokken 10 omtrent fra Meiningen, begge
Brødrene Müller vare paa Banegaarden, lidt efter kom Baron
Liliencrone og sagde mig Lev vel. Brev sendte jeg først afsted
til Mathilde Ørsted. Veien frisk, afvexlende; ved Coburg
saae jeg bestemt Francke med sky Blik og hvide Moustacher;    [5]
Hertugen reiste med vort Tog, for at gaae til Frankfurth,
han var i en lys brungraa Frakke og Buxer; nu kom
i Vognen en Kielerstudent, der studerede i Erlangen, en
gammel lidenskabelig Dame der kjendte til Weimar, Schillers
Familie og havde seet ham døe, sagde hun. Hun betroede   [10]
Studenten at von der Tann var hendes »Neffe«, hun havde
besøgt ham i Rendsborg da han var der; og nu fortalte hun
en Mængde vistnok Løgn om de Danske, hvorledes Fætteren
var blevet bestjaalet, talte meget Ondt om os, Studenten
sagde altid »scheuslich!« »schrecklich!« hun saae ud som en   [15]
gammel Rovfugl, der hakkede paa et Liig paa Valpladsen,
og saaledes gad hun sidde og hakke havde hun os døde under
sig. Det var mig uhyggelig, den gamle nær Graven gaaende
Kone saa hævnsyg! jeg talte ikke mere til hende. Steeg af
ved Bamberg og tog ind i Hotellet ved Banegaarden, ud over   [20]
den og Landskabet har jeg Udsigt. Gaaet op i Byen næsten
lige til Kirken, det var en uendelig lang Vei og jeg blev
træt deraf —

Fredag 15 Regnen skyller ned; Hausknect vækkede mig
allerede i Dag halv fem, siddet og skrevet Breve. Klokken   [25]
halv to omtrent kom jeg bort, stor Regning; jeg troer at have
faaet to Thaler for lidt tilbage. I Banevognen traf jeg en Svigersøn
til Wilhelm Humboldt, han havde igaar havd[t] i


26) kom] først skrevet jeg 28) havd[t] ms. har havde