H.C. Andersens dagbøger Tekst

Christian Andersen, hun kom, trykkede min Haand, hun var
en Hamilton, jeg bad hende om en Blomst og hun gav mig
de bedste af sin Bjergboukuet, hun kom fra Ben Lomond,
Manden, Faderen, hele Familien omringede mig, jeg blev
nu Gjenstanden for hele Selskabets Opmærksomhed, Alle   [5]
saae venligt til mig, det morede Hambro; Familien indbød
mig at følge med sig [og] overnatte hos dem, man gav mig et
Kort til Broderen af Digteren: Tanahill. Jeg maatte give
et Par Vesitkort og skrive nogle Ord derpaa: Land of brown
heath & skrev jeg. — Store Bølger gik paa Søen, det stormede,    [10]
Skyer og Taage om Bjergene; Søen videde sig ud med
mange Øer, vi kom til Balloch hvor Hambro leiede en heel
Omnibus og vi kjørte endnu en Time til Dumbarton; Fru
Hambro har været et Par Aar nerveus syg, denne Anstrængende
Dag har hun godt udholdt og vil haabe vi være rask.   [15]
Hambro mageløs i mod mig, nu da min Paraply brækkedes
bad han mig eie den til Erindring og gav mig sin bedste!
hvert Ønske af mig, al Beqvemmelighed for mig har han paa
denne Reise søgt at skaffe mig. Folkene mere vilde her, omringet
som i Italien, det er Kelter. Skrækkeligt dyrt er det   [20]
at reise her hvert Øieblik 2 ß i Bompenge for en Vogn. —
Vi toge ind i the Kings Arms (saa paa Veien Monumentet
for Smollet.) —

Søndag 22. Det var ikke mueligt iaftes at falde i Søvn,
saaledes løb de og støiede i Hotellet, Een havde Knirke Støvler,    [25]
Een rumlede ovenpaa, ved Midnat i Søvn og da vækket
igjen ved en Storm, den kom i lange Stød, saa jeg troede


8) Broderen] først skrevet sin Broder 8) af] indføjet over linien 15) være]
først skrevet bl 19) Folkene] først skrevet I 27) saa] ms. har saae