H.C. Andersens dagbøger Tekst

en Deel Drenge syngende gjennem Gaderne. — Tæt ved
Byen laae Ruiner af et gammelt Kastel eller Kloster, Veien
gik igjennem det, en Stie førte ind mellem omstyrtede Hvælvinger
og pludselig stod man ved et brusende Vandfald og
en dyb Afgrund. —    [5]

Fredag 18. Sultne og udmattede af Mangel paa Søvn rullede
vi mod Rom, da vi saae det i det Fjerne, var vor eneste
Tanke, nu kan vi faae noget at spise. Alt som vi nærmede os
den (vi saae det fra en Høi først) blev Egnen en sand Ørken,
med enkelte alvorlige Ruiner. Peters Kuppelen hilsede    [10]
os længst, gjennem en uhyre lang død gade rullede vi ind i
Byen, der tog sig lys og venlig ud. — Gjæstgiverstedet var
maadeligt og Veturinen vilde ikke kjøre os videre da kom
en ung Jøde af vore, Leth og siden Bravo, der skaffede os
leiede Værelser, hele 8 paa 14 Dage, der maatte vi tage ind    [15]
(12 Poul om Dagen). — Paa Posthuset fandt jeg Brev fra
Jette, Fru Lessøe, Iversens og.Guldberg. Christensen havde
eet til mig fra Eduard. Vi vare heldig nok komne til Raphaels
Begravelse. Paa Academiet gjemtes et Dødninghoved
der udgaves for hans, for nu at overtydes derom, aabnede    [20]
man Graven og fandt ham heel og holdende; nu skulde da
Liget igjen begraves og det skete denne Aften i Pantheon,
vi fik Billiet, det var en herlig Hvælving, paa en sort Forhøining
stod Mahonie Kisten bedækket med et gyldent Klæde,
Præstene sang et miserere, Kisten aabnedes og man    [25]
nedlagte de oplæste Efterretninger om ham, blev derpaa
forseglet, et usynligt Chor sang smukt imidlertid, jeg
saae Thorvaldsen med et Voxlys i Haanden ligesom de
andre første Mænd. — De Danske toge hjerteligt mod mig. —

Løverdag 19. Christensen sagde man havde længtes efter    [30]