H.C. Andersens dagbøger Tekst

paa Banegaarden. Ved mig sad en tydsktalende Franskmand,
Musiker.

Fredag 26 Hele Natten rasede en Orkan, Stød paa Stød,
en Rullen som tunge Vogn-Læs, mine Gardiner var i stadig
Bevægelse. Himlen klar og Solskin. Halv eet kjørte jeg til    [5]
Banegaarden, en amerikansk Familie var med, ved Arles
forlod de os paa to ældre Damer nær, de Andre vilde see
Amphitheatret og først om Aftenen naae Marseille; vi kom
i Tale; de havde været i Danmark og Sverrig, var ved Korsøer
kommet paa Aarhuus Dampskib og ikke paa det til Kiel,    [10]
de kjend[te] Raasløvs og Davids; var opfyldte af Thorvaldsen
og da Talen kom paa Hans Andersen spurgte jeg om de
havde seet hans Portræt; de vare begjærlige derefter og nu
tog jeg frem et lille Speil og holdt foran mit Ansigt der blev
en stor Glæde, de fortalte mig hvor afholdt jeg var og kjendt    [15]
i Amerika, at Moder og Søn som i Arles forlod os vilde særdeles
beklage at de ikke havde vist hvem jeg var. Vi saae nu
Middelhavet og kom gjennem Frankeriges længste Tunel, i
fuld Fart 6 Minnutter; tog til Grand Hotel Louvre, hele Huset
opfyldt jeg maatte op i fjerde Etage ud til en smal Gade,    [20]
svimlende høit, ingen Kamin var her, jeg var angest for Ildløs
til Natten

Løverdag 27. Drømt at Pigen havde kastet mine Tænder
bort, jeg var fortvivlet og græd, drømte senere hvorledes jeg
var i Portugal, Familien O Neills aldeles fremmede og kolde    [25]
mod mig. De reed og Jonas Collin med, jeg gik og fik vaade
Fødder. Min Phantasie endnu sygelig og angest. Fik Værelse
paa første Sal for 5 Frank daglig 1 i Service, ud til den mindre
Gade Gik mig flere Gange træt, men Luften var mild, Solen
varm, det var som en smuk Septemberdag hjemme. Paa    [30]