H.C. Andersens dagbøger Tekst

bestemt; meget ærgerlig derover. Jeg blev oppe iaften til
halv tolv og var da mere indrettet paa at falde isøvn. Mit
Tandgebiss lidt knækket.

Løverdag 23. Brev til Eduard Collin og til Jette Collin.
Graat og taaget Veir. (Altsaa nu skrevet 27 Brev) Til Aften    [5]
da Posten kom og jeg i Avisen saa Repertoiret for næste Uge,
var »Spanierne« ikke ansat, jeg blev meget ærgerlig og skrev
strax Brev; havde ikke Ro at sidde med de Andre i Bibliotheket
hvor det blussede prægtigt i begge Kaminer. Ingen Breve
kom i Dag.    [10]

Søndag 24. Kunde ikke falde isøvn iaftes, laae til længe
efter Midnat, vreed over den Uret jeg leed ved Theatret,
det maa være Berner eller Høedt, der ere Skyld i Stykkets
Henlæggelse og Kranold, er svag og bøielig. Drømte til Morgen
noget underligt Tøieri! Det var mod mit Endeligt, jeg    [15]
skulde henrettes, Kongen var vred paa mig, men jeg vidste
ikke hvorfor; fængslet var jeg ikke og kom ind til Barberen,
han sagde jeg skulde jo henrettes med de to Andre, men den
ene, Thorvaldsen, løb alle Mennesker til Slottet for at han
maatte benaades, jeg saae hvor Damerne løb; og nu stod jeg    [20]
dybt i en Flod, man viiste mig paa Havet Skibe, fra disse
skulde jeg skydes, idet jeg vilde sættes ud i en lille Baad;
Henrik Stampe meddeelte [mig det] og naar jeg blev skudt
skulde et nyt Stykke opføres paa det kongelige Fartøi, og ved
det Point vaagnede jeg. Drømmen staaer dog lidt i Forbindelse    [25]
med min Ærgrelse over ideligt at skuffes, med den belovede
Opførelse af Spanierne. Nu har jeg tilmorgen sendt et
Brev til Etatsraad Kranold, I Dag har jeg ogsaa sendt Brev til


6) i] først skrevet d