H.C. Andersens dagbøger Tekst

og senere Phisters, det hjalp Noget, men mat og løst synes dog
Slutningen, Prøven selv. Veiret stadigt smukt, dog i Dag lidt
koldt. Da jeg forlod Prøven gik jeg med Componisten Professor
Gade, han var ivrig i sine Bevægelser og kom til at
støde mig voldsomt i Hjertekulen, jeg følte mig ilde, han    [5]
blev forskrækket, fik mig ind i Theatrets Forhal, vilde hente
Vand, hente Dr Collin, og endelig følge mig hjem, han
fulgte til Sandkisten, kom senere paa Eftermiddagen at høre
til mig. Jeg havde en øm Fornemmelse i Brystet. Efter Middagsbordet
hos Drevsens i Rosenvænget, blev samlet ind til    [10]
et ungt Menneske »der var kommet i slet Selskab og nu
skulde hjælpes bort«. I Theatret efter »Sparekassen« spillede
Søstrene Neruda, det var fortræffeligt men for meget.
Fra Nizza sørgelige Efterretninger at Storfyrsten laae for Døden,
Dronningen med Dagmar, ledsaget af Kronprindsen    [15]
reiste herfra iaften med Banetoget for snarest at komme til
Nizza. Fik fra Reitzel 50 Rdlr.

Onsdag 19 Solskin men koldt. Iaftes stod i Fædrelandet et
Stykke mod den Anonyme Indsender som til Fordeel for mig
havde skrevet at Coulisse Sladder havde skadet mit Stykke,    [20]
nu blev der sagt at det var mine velvillige Venner der forud
for meget havde rost Stykket. Det Hele bar aldeles Præg af
A. Rosenkildes Heftighed mod mig forleden Dag da jeg talte
om Yttringerne i Fædrelandet. Jeg blev især vred over den
Løgn der udtaltes at ogsaa ved de to sidste Forestillinger    [25]
havde Publicum lydeligt ladet høre at det kjedede sig; jeg
sov febrilt og i hver Drøm kom Rosenkilde og Madam Sødring
for. Jeg var som i et Dampbad da jeg vaagnede og stod


20) skadet] først skrevet skalet