H.C. Andersens dagbøger Tekst

Frøken Schwartz spurgte mig om hun kunde søge
det ankerske Legat.

Torsdag 13. Graat Veir. Kjørte ud til Viggo og gik hjem.
Middag hos Eduard, der var Theodors Grev Lerche, han er
meget borneert og uvidende og dog var der en Opmærksomhed    [5]
for ham, Alt dreiede sig om ham, og da jeg siden
talte derom til Fru Collin vilde hun stille ham i godt Lys,
det og Viinsuppen gjorte mig nerveus, saa jeg var lidende
da jeg med Louise Lind gik i Casino til Fru Michaeli Consert;
hun sang mageløst; det var grasiøst, feilfrit, et ægte Instrument    [10]
i Mennesket; tæt ved mig stod imidlertid Hr Lobedanz
der havde været med Depescher i Wien og bragte mig
en Hilsen fra Laube, han var blevet gjort meget af fortalte
han, en høitstillet Østeriger havde sagt ham mange mærkelige
Ting, han talte for Personal Union, sagde at vi dog    [15]
selv vare Skyld i vor Fortræd, jeg ærgrede mig.

Fredag 14 Drømt fælt tilmorgen; jeg gik paa Gaden gjennem
en rivende Strøm, og da den sank saae jeg en lukket
Vogn styrte ned og forsvinde i Kanalen, selv gik jeg nu
uden Klæder, kun med min skotske Plaid, var bange for at    [20]
Politiet skulde standse mig eller Drengene forfølge mig, i en
Baad vilde jeg nu til Nyhavn og her kom gamle Collin, som
kuede mig, jeg var i den frygteligste Afhængighed og spurgte
om han ikke var død, men det var han ikke. Deiligt Veir.
Besøg af Hollænderen W. P. van Hengel og hans Kone en    [25]
Datter af Digteren Kate, denne og hun fik hver mit Portrætkort.
Manden talte dansk indbød mig at bo hos sig om
jeg kom til Amsterdam. De kom fra Dybbel og vilde til
Christiania og Stokholm. Mit Humeur daarlig, Verden er
Løgn og Forfængelighed. Middag hos Kocks, den lille »Jøn«,    [30]