H.C. Andersens dagbøger Tekst

eftersom Prindsessen nok vilde gjøre et Gilde for sine Landsmænd
men ikke ønskede, at der i Hottellet blev sjunget eller
raabt høit. — Den storagtige Karl burde dog have meddelt
mig sligt med en Taksigelse før nu i det sidste Øieblik. — Vi
fik nok at spise, men der var intet for Aanden, stift og kjedeligt;    [5]
da vi drak Caffe, kom hendes Skriftefader, han fik Plads
hos hende paa Sophaen. Ved Bordet blev ingen Skaal udbragt;
da vi drak Campagne blev der rigtignok klinket, men
hvad det var om, veed vi ikke. — Ingen var tilfreds og vi gik
fra hende hen i Kneipen, hvor jeg ihast gav dem fire Afskrifter    [10]
af min Sang, hver tog sig en mezzo Foliette Viin og
nu drak vi Kongens Skaal efter at have sjunget Sangen. —

Onsdag 29. Drømt om Hjemmet, det var en heslig Vinterdag,
jeg vaagnede og saae den varme Sol skinne ind af Vinduet,
Gud skee Lov, jeg endnu er i Italien; Forstemt ved    [15]
Tanken om Eduards Opførsel mod mig. Gik til Torlonia,
den fornemme Blodigle, der var Vrøvl med mit Creditiv,
jeg bliver nu snydt igjen. — Det er dog en nedrig Dyreslægt
Mennesket! — Efter Bordet gik jeg paa Udstillingen, der ere
smukke Blomst og Frugtstykker af Jensen, men smukkest er    [20]
Fernleys Tyrolerstykke, med den klare Søe i Forgrunden.
Et smukt Bataillestykke af Sonne, [med] en sovende Kriger
ved en Kanon, en alvorlig Mand indhyllet i en Kappe underholde
sig med en anden, det er i Morgendæmringen. Paa
Galleriet traf vi Kongen af Bayerns Søster Moder til den    [25]
svenske Kronprinsesse, hun talte med Fernley og roste hans
Arbeide. — O, hvor jeg er sløv og kjed af Alt. Djævle der


3) have] derefter er overstreget und 14) skinne] først skrevet skinned 22) [med]
ms. har men